Vedtægter for Hvadharvigangi? Odense


§ 1 – Navn og hjemsted
Foreningens navn er: Hvadharvigangi? Odense
Foreningens hjemsted er: Odense Kommune
Foreningen er medlem af den landsdækkende organisation Hvadharvigangi?
Foreningen er repræsenteret i den landsdækkende organisations koordinationsudvalg ved mindst ét
medlem.
Retten til at bruge navnet frafalder hvis landsorganisationens formålsparagraf ikke overholdes.

§ 2 – Formål
Foreningens formål er,
· At skabe et rum til at diskutere de store spørgsmål i udviklingen
· At være en visionær tænketank og intellektuel legeplads, der sætter fremtidens
udvikling til debat
· At diskutere aktuelle emner og filosofiske dilemmaer i dybden
· At tænke på tværs af videnskaberne filosofi, sociologi, biologi, matematik,
økonomi, fysik, lingvistik, datalogi, medicin og meget mere
· At føre en fri og åben debat gennem tværfaglig forståelse
· At diskutere, hvad vi som mennesker kan og vil med os selv og det globale
samfund
· At vi måske i fællesskab kan blive bare lidt klogere på, hvad det er, vi rent
faktisk har gang i
Formålet er desuden at samarbejde med de andre lokalafdelinger af Hvadharvigangi?
Foreningens fordragsvirksomhed har som formål at tilbyde folkeoplysning gennem
foredrag, studiekredse og debatskabende arrangementer i brede almene emner iht.
Folkeoplysningsloven.

§ 3 – Medlemsvilkår
Alle, som interesserer sig for foreningens formål, og som betaler det fastsatte
kontingent, kan være medlemmer uanset politisk observans og religion - eller mangel
på samme.
"Hvadharvigangi?" er en ikke-partipolitisk, ikke-religiøs, selskabelig forening.
Foreningen har ingen holdning til politiske spørgsmål.
Foreningen bygger på et rationelt grundlag.
Medlemmer der modarbejder eller ikke overholder foreningens formål, kan af generalforsamlingen
ekskluderes som medlem.

§ 4 – Kontingent, indmeldelsesgebyr og evt. andre økonomiske forpligtelser
og betalingsfrister
Regnskabsåret er kalenderåret.
Den ordinære generalforsamling fastsætter indmeldelsesgebyr og det årlige kontingent. Det årlige
kontingent dækker kalenderåret.
Indmeldelsesgebyret betales samtidig med indmeldelsen.
Det årlige kontingentet forfalder til betaling den 1. januar skal være indbetalt senest den 1. februar.
Er kontingentet ikke indbetalt 1. februar, fremsender kassereren senest 15. februar en reminder til
medlemmet.
Er kontingent herefter ikke modtaget senest 1. marts, slettes medlemskabet automatisk.
Ved genindtræden betales nyt indmeldelsesgebyr, ligesom reglerne for valgret og valgbarhed jfr. § 9,
igen skal opfyldes.

§ 5 – Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes 1 gang årligt i marts måned.
Generalforsamlingen afholdes Odense kommune med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent, referent og 2 stemmeoptællere.
2. Godkendelse og opgørelse af antal stemmeberettigede.
3. Forelæggelse og godkendelse af bestyrelsens beretning om foreningens
virksomhed siden seneste ordinære generalforsamling.
4. Forelæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab.
5. Fastsættelse af budget for det kommende år.
6. Fastsættelse af indmeldelsesgebyr.
7. Fastsættelse af kontingent for det kommende år.
8. Behandling af evt. forslag fra bestyrelsen.
9. Behandling af evt. forslag indsendt af medlemmerne.
10. Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleanter.
11. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant eller antagelse af registreret
revisor eller statsautoriseret revisor.
12. Brainstorming vedrørende kommende aktiviteter.
13. Eventuelt (hvorunder intet kan vedtages).
§ 6 – Stemmeregler i almindelige sager
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset hvor mange medlemmer, der er til stede.
Hvor intet andet er nævnt i nærværende vedtægter, afgøres spørgsmål ved almindelig stemmeflerhed.

§ 7 – Stemmeregler i sager om vedtægtsændringer o.l.
I spørgsmål om vedtægtsændringer, optagelse af lån, køb af fast ejendom, lejemål af længere
varighed, samt større udgifter, der medfører økonomiske forpligtelser for det enkelte medlem, (udover
årskontingentet og indmeldelsesgebyr), samt foreningens opløsning kræves det, at mindst halvdelen af
medlemmerne er til stede til generalforsamlingen, og at mindst to tredjedele af de tilstedeværende er
for forslaget.
Dersom mindre end halvdelen af medlemmerne er til stede ved generalforsamlingen, indkaldes inden 2
måneder til en ekstraordinær generalforsamling, hvor spørgsmålet kan afgøres, dersom mindst to
tredjedele af de tilstedeværende er for forslaget.

§ 8 – Indkaldelse til generalforsamling
Indkaldelse til såvel ordinær generalforsamling som ekstraordinær generalforsamling skal ske med
mindst 21 dages skriftlig varsel, jfr. således § 34, til de enkelte medlemmer med angivelse af
dagsorden og skal, for den ordinære generalforsamlings vedkommende, være bilagt bestyrelsens
beretning om foreningens virksomhed siden seneste ordinære generalforsamling, et af den på den
seneste generalforsamling valgte revisor revideret og underskrevet regnskab og påtegnet af
bestyrelsen, bestyrelsens forslag til kontingent samt kopi af indkomne forslag, der skal behandles på
generalforsamlingen.

§ 9 – Valgret og valgbarhed
Valgret og valgbarhed på såvel ordinær generalforsamling som ekstraordinær generalforsamling har
medlemmer, der ikke på dagen for generalforsamlingen er i restance til foreningen, samt har været
betalende medlem af foreningen i mindst 3 måneder.

§ 10 – Dirigenten
Dirigenten leder forhandlingerne og afstemningerne.
Afstemning sker ved håndsoprækning. Dog kan dirigenten, bestyrelsen eller mindst 5 medlemmer
begære skriftlig afstemning.

§ 11 – Forslag til behandling
Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal indgives skriftligt og være
formanden i hænde senest den 1. januar.
Ret til at indsende forslag til såvel ordinær generalforsamling som ekstraordinær generalforsamling har
alene medlemmer, der ikke på dagen for indsendelsen af forslaget er i restance til foreningen og som
har været medlem i mindst 3 måneder.

§ 12 – Stemmer
Hvert medlem har 1 stemme på såvel ordinær generalforsamling som ekstraordinær generalforsamling.

§ 13 – Fuldmagt
Et medlem kan på såvel ordinær generalforsamling som ekstraordinær generalforsamling ved skriftlig
fuldmagt lade sig repræsentere ved et andet medlem, når denne kan fremvise vedkommendes gyldige
registrering af indbetalt kontingent samt personligt underskrevet skriftlig fuldmagt. Et medlem kan kun
råde over 1 fuldmagt. Dirigenten skal godkende eller forkaste fuldmagten. Dirigentens afgørelse er
endegyldig.

§ 14 – Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes på bestyrelsens foranledning, eller når 1/3 af
medlemmerne begærer det ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen og med angivelse af, hvilke emner
der ønskes behandlet.
Bestyrelsen er forpligtet til at udsende indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling senest 21 dage
efter at have modtaget gyldigt ønske herom.

§ 15 – Referat
Der udfærdiges et beslutningsreferat fra alle generalforsamlinger. Referat af generalforsamlingen
godkendes og underskrives af den af generalforsamlingen valgte referent og den af
generalforsamlingen valgte dirigent.
Referat skal fremsendes, jfr. således § 34, til medlemmerne senest 21 dage efter generalforsamlingen.
Indsigelser over referatet skal skriftligt være formanden i hænde senest 42 dage efter
generalforsamlings afholdelse.
Såfremt indsigelser over referatet tages til efterretning af referent og dirigent, skal det reviderede
referat være medlemmerne skriftligt i hænde senest 63 dage efter generalforsamlingen.
Endelig stillingtagen og evt. godkendelse af indsigelser vedrørende referatet foretages den af
generalforsamlingen valgte referent og den af generalforsamlingen valgte dirigent.
Dersom der ikke rettidigt er modtaget indsigelser, anses referatet for endeligt vedtaget.
Et tillæg til hvert referatet skal indeholde en liste over post adresser og e-mail adresser på samtlige
personer valgt af generalforsamlingen jfr. § 5 nr. 10 og 11.

§ 16 – Foreningens uafhængighed/publiceringer
Meninger og synspunkter der offentliggøres på baggrund af foreningens aktiviteter, udtrykker pr.
definition ikke foreningens holdning, medmindre det fremførte på forhånd er godkendt af bestyrelsen.

§ 17 – Adresseændring + e-mail adresse
Såfremt et medlem skifter post adresse eller e-mail adresse, skal denne skriftligt inden 14 dage
meddele foreningens kasserer sin nye adresse.

§ 18 – Udtræden af foreningen
Udtræden af foreningen skal meddeles skriftligt til foreningens kasserer. Udtræden gælder fra
førstkommende årsskifte efter at kassereren har modtaget udmeldelsen.

§ 19 – Valgret og valgbarhed til tillidsposter
Ethvert medlem som har været betalende medlem af foreningen i 3 måneder er valgberettiget og
valgbar til bestyrelsesposter og som revisor.

§ 20 – Bestyrelsen
Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen.
På ulige årstal vælges der 3 bestyrelsesmedlemmer, på lige år 4 medlemmer. Alle
vælges til bestyrelsen for to år på den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen skal
efter hver generalforsamling konstituere sig selv med en formand, næstformand,
kasserer, sekretær, og tre menige bestyrelsesmedlemmer. Der vælges desuden to
suppleanter ved hver ordinær generalforsamling, som sidder for et år.
Hvert år vælges:
2 suppleanter til bestyrelsen.
2 revisorer og 1 revisor suppleant valgt blandt medlemmerne. Generalforsamlingen kan alternativt
beslutte at antage en registreret revisor eller statsautoriseret revisor.
Suppleanter indtræder kun i bestyrelsen ved varigt forfald.
Bestyrelsen kan invitere suppleanter til at deltage i bestyrelsesmøder, men disse har ikke stemmeret.
En af pladserne som bestyrelsesmedlem forbeholdes en deltagerrepræsentant som
ikke behøver være medlem af foreningen. Denne kan dog også vælges til andre
bestyrelsesposter.

§ 21 – Formanden og næstformanden
Formanden leder bestyrelsens arbejde og er, medmindre andet særskilt er aftalt, eneste talsmand for
foreningen.
Næstformanden indtræder i formandens funktioner efter særskilt aftale og ved formandens forfald.

§ 22 – Kassereren
Kassereren fører foreningens regnskab over alle ind- og udbetalinger, der så vidt muligt skal foregå
over foreningens girokonto.
Midler herudover skal indsættes på foreningens konti.
Der kan kun hæves på foreningens konti ved kassererens underskrift.

§ 23 – Sekretæren
Sekretæren fører foreningens korrespondance samt forhandlingsprotokollen. Protokollen godkendes og
underskrives af bestyrelsen på førstkommende efterfølgende bestyrelsesmøde.

§ 24 – Suppleanter
Suppleanter indtræder kun i bestyrelsen ved varigt forfald. Bestyrelsen kan dog beslutte at
suppleanterne deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.

§ 25 – Konstituering ved varigt forfald
Bestyrelsen kan ved et tilfælde af et bestyrelsesmedlems varige forfald konstituere et
bestyrelsesmedlem eller en suppleant til at varetage den pågældendes funktioner.
Suppleanten fungerer indtil førstkommende generalforsamling, hvor nyvalg (for
restperioden) finder sted.

§ 26 – Bestyrelsesmøderne
Der skal afholdes mindst 1 bestyrelsesmøde i hvert kvartal. Herudover afholdes bestyrelsesmøde så
ofte, som formanden finder det fornødent eller når 2 bestyrelsesmedlemmer anmoder derom.
Forslag der ønskes behandlet skal indsendes skriftligt til formanden.
Formanden indkalder skriftligt, jfr. § 34, alle ordinære medlemmer af bestyrelsen til bestyrelsesmøder
med mindst 14 dages varsel, med angivelse af dagsorden. I særtilfælde og ved uopsættelige forhold
kan indkaldelsesvarslet nedsættes til 8 dage.
Bestyrelsesmødet er beslutningsdygtigt, dersom mindst 4 medlemmer af bestyrtelsen er til stede. Hvert
medlem af bestyrelsen har 1 stemme. Der kan ved bestyrelsesmøder ikke stemmes ved fuldmagt.
Beslutninger på bestyrelsesmøder træffes ves almindelig stemmeflertal. Ved stemmelighed er
formandens stemme udslagsgivende.

§ 27 – Eksklusion
Udebliver et bestyrelsesmedlem fra 3 på hinanden følgende bestyrelsesmøder uden lovligt forfald,
ekskluderes vedkommende som medlem af bestyrelsen, og der indtræder en suppleant i stedet.
Beslutning om eksklusion træffes på et beslutningsdygtigt bestyrelsesmøde med almindeligt flertal.
§ 28 – Dagsorden for bestyrelsesmøderne
Bestyrelsesmøderne skal indeholde følgende dagsordenspunkter:
1. Godkendelse af referat fra seneste bestyrelsesmøde.
2. Gennemgang af indkommen og afsendt korrespondance.
3. Rapport fra formanden vedrørende aktiviteter siden seneste møde.
4. Rapport fra kassereren vedrørende afholdte udgifter/indtægter samt
indestående på konti og kassebeholdning.
5. Udbetaling af beløb til medlemmer af bestyrelsen til dækning af afholdte
udgifter.
6. Kontingentopfølgning.
7. Indkomne forslag til behandling og evt. beslutning.
8. Eventuelt (hvorunder intet kan vedtages).

§ 29 – Dækning af bestyrelsesmedlemmernes udgifter
Hverv som medlem af bestyrelsen og udvalg er ulønnet.
Generalforsamlingen kan i forbindelse med fastsættelse af budget afsætte beløb til dækning af
bestyrelsesmedlemmers udgifter i forbindelse med varetagelse af hvervet, herunder udgifter til telefon,
kørsel og diæter efter statens sædvanlige takster ved deltagelse i møder.

§ 30 – Udvalg
Bestyrelsen kan nedsætte og godkende udvalg, diskussionsfora, tænketanke o.l. hvori også deltager
medlemmer udenfor bestyrelsen. Udvalg, diskussionsfora, tænketanke o.l. arbejder med direkte
reference til bestyrelsen og på dennes ansvar. Udvalgene har pligt til løbende, og mindst hver 3.
måned, eller når bestyrelsen anmoder herom, at orientere bestyrelsen om sit arbejde. Kort referat af
udvalgsarbejdet skal forlægges generalforsamlingen som del af bestyrelsens beretning. Som motivation
for udvalgene, har bestyrelsen pligt til mindst hver 3. måned at give udvalgene feed-back på den
modtagne orientering.

§ 31 – Tegningsret
Foreningen tegnes og forpligtes ved underskrift fra formand eller næstformand plus 2
bestyrelsesmedlemmer.
Medlemmer af udvalg jfr. § 30, kan ikke tegne foreningen.

§ 32 – Forsikringer
Det påhviler bestyrelsen at tilsikre at foreningen er lovligt og relevant forsikret, herunder at der er
tegnet en forsikring for bestyrelsesansvar samt arbejdsgiveransvarsforsikring for evt. ansatte.

§ 33 – CVR-nr.
Det påhviler bestyrelsen at tilsikre at foreningen er tilmeldt SKAT med eget CVR nr.

§ 34 – Skriftlighed
Når skriftlighed ifølge nærværende vedtægter er påkrævet, kan dette gøres helt eller delvist
elektronisk, når bestyrelsen tilsikrer, at alle medlemmer har mulighed for at modtage meddelelsen.

§ 35 – Revision
Regnskabet skal være afsluttet og overgivet til revisorerne senest den 1. februar hvert år.
Revisionen skal være tilendebragt så betids at regnskabet efter underskrift af den samlede bestyrelse
samt forsynet med revisorernes påtegning og underskrift, kan tilsendes medlemmerne sammen med
indkaldelsen til ordinær generalforsamling.

§ 36 – Revisorerne
Revisorerne må ikke være medlem af bestyrelsen eller være i familie med nogen af
bestyrelsesmedlemmerne.
Revisorerne skal mindst én gang om året foretage en uanmeldt revision hos kassereren og kontrollere
kassebeholdningen og alle kontis tilstedeværelse.
Revisorerne skal skriftligt rapportere deres besøg hos kassereren til formanden.
Revisorerne kan, hvis det er påkrævet, antage professionel assistance.

§ 37 – Professionel revisor
Generalforsamlingen er berettiget til i stedet for valg af 2 revisorer og revisorsuppleant blandt
medlemmerne at antage en registreret revisor eller statsautoriseret revisor.

§ 38 – Administrator
Generalforsamlingen er berettiget til at antage en professionel administrator.

§ 39 – Offentlige love
Foreningen er forpligtet til at overholde gældende offentlige love og bestemmelser.

§ 40 – Opløsning
I tilfælde af foreningens opløsning skal foreningens aktiver tilfalde et af generalforsamlingen fastsat
velgørende formål.
Disse vedtægter er vedtaget på den stiftende generalforsamling
den 2/12 2009.
Bestyrelsen:
Birgitte Sørensen
Carl Michael Helmer
Niels Monberg
Lillan Clemmensen
Martin Thorup Nielsen
Torben Simonsen
Merete Hvid Dalnæs
Henrik Hvid Dalnæs
Jesper Hjarsbæk Rasmussen

Hvadharvigangi?     bestyrelse@hvadharvigangi.dk     odense@hvadharvigangi.dk