Videnskabens almengyldighed - en historisk illusion

4. august 2009

Sæsonens første møde i Filosofisk Agenda den 4. august tog form som en samtale på kryds og tværs af de sammenskubbede caféborde. Vi talte om folkeskolens pædagogik og de tests, som nu bruges til at måle elevernes præstationer. Vi diskuterede Kulturministeriets kulturkanon (se http://www.kulturkanon.kum.dk/) og Helge Sanders virke under regeringssloganet "fra tanke til faktura" (se f.eks. http://www.information.dk/189838). Vi var inde på, hvor forskellig ens verden kan se ud afhængigt af, om man ser sin situation fra individplan eller i fugleperspektiv, fra strukturplan. Det er ikke rart at se sig selv som en ubevidst brik i et politisk eller markedsøkonomisk spil, og derfor ønsker man måske ikke at se, hvor determineret man kan være af sine omgivelser, af sin historie mm.. Som f.eks. de mange kvinder, der er overbevist om, at de frivilligt vælger at tage den lange barselsorlov eller størsteparten af det huslige arbejde i hjemmet. Således kan også forskeren føle sig såret i sin selvfølelse, hvis han på baggrund af Kuhns videnskabelighed må se sig fjernstyret af forhold, han umiddelbart ikke selv kan kontrollere. En anke mod Kuhn var, at han ikke inddrager den effekt markedet har på forskningens vilkår og fokus. Alt dette og meget andet på en hyggelig tirsdag aften i Filosofisk Agenda. Herunder min introduktion til Kuhns "Efterskrift - 1969".

Med venlig hilsen - og tak til de fremmødte,

Ulla Filtenborg Jensen

Thomas Kuhns "Efterskrift" fra 1969 er en reaktion på den kritik, hans afhandling Videnskabelige revolutioners struktur mødte, da den udkom i 1962. I afhandlingen angreb han de videnskabelige samfunds tro på, at sand viden var noget, der kunne indsamles og akkumuleres uden brud. Han afslørede, at hvad der blev betragtet som sand viden var et tilfældigt og ikke nødvendigt produkt af en social kontekst, et sprogfællesskab, bestemte videnskabelige praksisser - som alt sammen kunne være anderledes. Thomas Kuhn fik grunden til at vakle under de forskere, som ikke havde reflekteret dybere over betingelserne for deres indsamling og produktion af sand viden.

Kuhn bruger paradigmeteorien til at analysere to former for videnskab: Normalvidenskab og revolutionær videnskab.

I en normalvidenskabelig periode forholder forskerne sig ukritisk til det paradigme, inden for hvilket de bedriver deres fag. En revolutionær videnskabelig periode opstår, når normalvidenskaben kommer til kort og ophober iagttagelser af fejl og anomalier, som ikke kan tilskrives forskernes mere eller mindre gode kompetencer, men må skyldes en utilstrækkelig metode, et forkert perspektiv.

I den revolutionære periode sker der et radikalt brud med bl.a. normalvidenskabens kriterier for gyldighed og bevisførelse. Når den revolutionærvidenskabelige periode munder ud i en ny normalvidenskabelig periode, vil den tidligere normalvidenskabelige periode fremstå inkommensurabel med denne nye form for videnskabelighed. Man kan sammenligne forløbet med de paradigmatiske skift mellem antikken, middelalderen, renæssancen, oplysningstiden, romantikken osv.

De fire dimensioner af paradigmeteorien er:

1. Symbolske generalisationer

- Definitioner på de konstanter og formler for de relationer, der findes mellem de objekter, videnskaben beskæftiger sig med. Som definitioner er de tautologier på empiriske forhold, men de foreskriver samtidig og uudtalt regler og retningsregler for, hvordan de empiriske forhold skal anskues. Symbolske generalisationer er nødvendige for at man kan håndtere den empiriske verden inden for et større videnskabeligt kompleks. Kuhn argumenterer for at man skal kunne pille ved definitionerne, og afsløre dem som love, der kan ændres om nødvendigt.

2. Metafysiske paradigmer

- Troen på bestemte modeller for den empiriske verdens sammensætning. På den ene side en ontologi, hvor man definerer den fysiske verdens grundbestanddele på den anden side de metodiske retningslinjer for, hvordan man på den baggrund beskæftiger sig med feltet. Metafysiske paradigmer fører til foretrukne eller tilladelige analogier og metaforer og afgør, hvilke videnskabelige gåder, der kan stilles, og rammerne for hvordan de kan løses.

3. Værdier

- Kriterier, som bestemmer, hvad der er god og gyldig videnskabelighed. Foruden, at disse værdier stammer fra den videnskabelige opdragelse på universitetet, stammer de også fra den enkelte videnskabsmands civile opvækst og uddannelse.

4. Eksempler

- Eksemplerne findes i den pædagogiske proces, som sætter i gang, når man begynder på universitetet. Man lærer på en gang praksis og teori, og de to knyttes uløseligt sammen. Det er som at lære et nyt sprog, i begyndelsen virker det magisk, at denne mærkværdige lyd er et ord og kan betyde sådan og sådan: man hører først lyden, før man begriber dens betydning. Men til sidst forsvinder lyden, og ordet bliver gennemsigtigt og usynligt, kun meningen toner frem. Eksemplet, det vil sige den videnskabelige praksis og pædagogik, gør at punkt et, to og tre, altså de symbolske generalisationer, de metafysiske paradigmer og endelig værdierne, bliver til en del af forskerens bevidsthed, uadskillelige herfra og måske utilgængelig for forandring.

Kuhns videnskabelighed kan være nyttig uden for videnskaben. Det kunne være interessant at analysere hverdagens paradigmer ud fra Kuhns fire parametre: Vores symbolske generalisationer. Vores metafysiske paradigmer. Vores Værdier. Og de eksempler vi lærer de tre foregående at kende igennem. Hverdagens værdier afviger fra en videnskabelig konteksts værdier, måske er der nogle ting, der er nødvendige for at opnå lykke i en hverdag - f.eks. tro, tillid, fantasi og drømme, som ikke ville gå rent videnskabeligt. Som Kuhns forskere kunne lære at oversætte på tværs af deres videnskabelige paradigmer, kan vi måske også blive bedre til at oversætte mellem hverdagens paradigmer.