Klimakrisen
5. maj 2009

Klimakrisen. For nogle eksisterer den ikke, for andre er den det største problem i verden af i dag. Og så er der den store gruppe, som fordeler sig mellem de to poler. I Café Madsens kælder var 11 medlemmer mødt op for at debattere klima, og hele spektret var repræsenteret.

Spørgsmålet: "Hvordan skal vi forholde os til klimakrisen?" er et godt eksempel på den type spørgsmål borgere i Vesten må forholde sig til: Det er et globalt problem, det er defineret af videnskaben, politikerne og medierne - her i Danmark mærker få mennesker klimaforandringer som et problem i hverdagen. Det kræver derfor noget ekstra af os at tænke over sagen, forsøget sætter fantasien, frygten, men også refleksionen i gang. For enkelte fører besvarelsen af spørgsmålet også til handling.
Opfinder Palle R. Rasmussen præsenterede et vue over klimasituationen og de tikkende bomber: Vestens forbrug af olie og kul, samt den individualistiske og forbrugerorienterede livsstil. Han introducerede mekanismerne i den globale opvarmning og opridsede perspektiverne for henholdsvis kloden, biosfæren, havet og menneskene, hvis vi vedbliver at leve og forbruge, som vi gør i dag. Det så sort ud. En fremtid med vandstigninger på op til hundrede meter, millioner af klimaflygtninge og små, isolerede samfund på kunstige, selvforsynende øer i Stillehavet. Heldigvis præsenterede han også løsninger.

I debatten satte vi fokus på, hvilke tanker vi hver især gør os om klimaet. Hvor stor eller lille en rolle spiller klimaets fremtid for os? Hvad går de største bekymringer ud på? Og endelig den nagende uvished om, hvorvidt der overhovedet er grund til bekymring, og hvis der er, kan vi så gøre noget for at forandre situationen, eller er det en håbløs kamp?

Klimakrisen er et eksempel på et globalt eksistentielt problem, det tårner sig op i uoverskueligt fagsprog og journalistiske vinklinger, som sælger. Dommedagsprofetier, muligheden for at købe aflad i form af stofmuleposer og elsparepærer, muligheden for at følge alle de handlingsforskrifter, som flyver os om ørerne fra velmenende miljøforkæmpere - forholdet til miljøkrisen kan antage proportioner af religion - samtidig med, at vi står over for helt konkrete forhold, som kunne håndteres anderledes.
Vi lever i en polariseret verden, hvor de fattige, hungerramte og undertrykte udgør majoriteten og vi vesterlændinge den absolutte minoritet. Klimakrisen rammer majoriteten hårdest, selvom det er os, der har skabt forudsætningerne for den, og "they will never know what hit them" - fordi klimakrisen er et problem, man først kan tage stilling til, når man har en hverdag, der hænger rimeligt sammen. I Vesten har vi livsstilssygdomme, som er gennemanalyseret, og man ved alt om, hvordan det er sundest at leve, men der sker ikke rigtig noget på baggrund af den viden. Vi insisterer på enfamiliehuse i stedet for kollektiver og delebiler, vi insisterer på retten til at bruge vores hårdt tjente penge på luksusvarer.

Miljøkrisen lægger op til næste møde i Filosofisk Agenda, som bærer overskriften Global eksistentialisme. For hvordan kan vi tage ansvar for globale eksistentielle forhold? Hvordan håndterer vi, at ting bare sker med os, ting, som burde være under vores kontrol? Eksistentielle vilkår har ikke længere kun rod i nærmiljøet (det biologiske, samfundsmæssige, menneskelige) og i det personlige møde med døden og livets til- og fravalg, men defineres langt uden for vores umiddelbare rækkevidde. Hvordan kan eksistentialismens gamle projekt opgraderes til fortolknings- og handlehorisont i forhold til globale problemstillinger? - det er spørgsmålet.

Med venlig hilsen,
Ulla Filtenborg Jensen