Med Nietzsche på agendaen
7. april 2009

Sidste år skød vi Filosofisk Agenda i gang med en tekst af Kant: "Hvad er oplysning?" Kant opfordrede heri mennesket til at bryde ud af sin selvforskyldte umyndighed og tage ansvar for sin egen dannelse. Denne sæson indledte vi d.7. april med en filosof, som står i den modsatte grøft og råber, at alle vedtagne sandheder er illusioner, metaforer uden hold i virkeligheden, og skam få den, som ikke kan se det. Som oplægsholder stillede jeg spørgsmålet: Hvad er oplysning på baggrund af Nietzsches tekst: "Om Sandhed og løgn i udenommoralsk forstand?" Det vil sige: Hvad er oplysning på baggrund af Nietzsches kritik af erkendelsen, fornuften og hans insisteren på sprogets iboende løgnagtighed? Det spørgsmål fik vi ikke endeligt besvaret.

I stedet diskuterede vi det paradoks, at Nietzsche benytter sproget til at negligere sandhedsværdien af det selvsamme sprog. Kan man det? Nietzsche hævder, at dannelse af metaforer og andre sproglige figurer er menneskets kendetegnende drift. Som sprogbrugere er vi alle potentielt nyskabende væsener, medmindre man holder sig inden for rammerne af den etablerede sprogbrug og dermed fører de værdihierarkier videre, som er etableret og vedtaget af andre sprogbrugere før os og rundt om os. Vi var mere eller mindre enige om, i hvor høj grad det lykkes for Nietzsche at realisere sig selv som sprogligt nyskabende.

Nietzsche bryder med sprogets konventioner og bliver selv lyrisk i sin filosofiske tale, et medlem kaldte hans tale absurd og mente, at han med succes går til sprogets grænse og forsøger at kaste sig ud over grænsen. Hvad er alternativet, når sproget alligevel ikke kan udtrykke sandheden om tingenes væsen? Driften til sandhed får Nietzsche til at forsøge at nå ind til sagens kerne, selvom han ved, at projektet er dømt til at mislykkes. Sandheden er en illusion, men trangen til sandhed føles meget virkelig for os vesterlændinge.

Diskussionen gled over til forholdet mellem sandhed og løgn og til, hvad Nietzsche forstår ved sit "udenommoralske" sandhedsbegreb. Hvis man siger, at naturen hverken er god eller ond i sig selv, men at den er et vilkår, så kan man måske kalde den iboende løgn i sprogets struktur et vilkår, som hverken er godt eller ondt i sig selv. Hvis sproget kunne udtrykke sandheden én gang for alle, ville der ikke være behov for at åbne munden mere end én gang, eller i hvert fald ville nationalsprogene hurtigt forene sig i et universalsprog. Alligevel er hele vores retssystem og vores evne til at fungere i samfund bygget op omkring sandhed og løgn betragtet som moralske værdier af godt og ondt. Det er muligvis et kulturelt fænomen, at mange af os føler os ubehageligt tilpas, selv i forbindelse med den mindste løgn, som måske oven i købet er sagt for ikke at såre et andet menneskes følelser. Sandhed og løgn betragtet som moralske handlinger sætter os i en skrueklemme, for vi kan aldrig gøre det helt rigtige. Vi må ofte tage hensyn til hverandres illusioner med små smigrende løgne og dermed trodse vores eget behov for at sige sandheden. "Den, som ikke kan lyve, ved ikke, hvad sandhed er." skriver Nietzsche.

Vi diskuterede, hvordan Nietzsche så forestillede sig, at vi skulle danne samfund på baggrund af sandhedens detronisering. Det spørgsmål fik vi heller ikke besvaret. Men vi kom ind på den pragmatiske holdning, som den senere Nietzsche udtrykker med sit ideal om overmennesket. Overmennesket udtrykker sig med autoritet, på trods af sin bevidsthed om ordenes hule klang. Det kan være, at udsagnet er løgn fra ende til anden, men det virker til fordel for livet. Overmennesket finder ikke sin autoritet ved at henvise til et metafysisk system, i troen på at Gud eksisterer, eller på grundlag af en lignende tro på videnskabens almengyldighed, men i sin egen viljestyrke. På den baggrund kan en diskussion om værdier nok blive temmelig relevant.

Brudstykker af diskussionen:
Eksistentiel tryghed kan opleves som en forudsætning for at opleve sig fri og modig nok til at vise tolerance over for sin egen og andres omgang med sandhed og løgn, så man kan eksperimentere med livets "konstanter", som man har lært dem at kende gennem sin opvækst.
På den anden side kan eksistentiel tryghed, altså muligheden for at kunne forudsige sine omgivelsers handlemåde og vide sig sikker, virke kvælende på graden af udfoldelse og træden i karakter. Især i fællesskaber, hvor den lille løgn accepteres som en gyldig metode til at få alt til at glide nemmere.
Retten til at lyve er ulige fordelt - sanktionerne er mere eller mindre hårde afhængigt af, hvem løgneren er. Fx mener mange forældre, at børn ikke har ret til at lyve, selvom de selv lyver, for børn skal jo helst lære at "det må man ikke'...

I vesten har vi et begreb om en identitet, der hænger sammen over tid, og som udgør en enhed, der helst ikke skal være i splid med sig selv. Mange bliver ulykkelige, når de har lyst til forskellige ting, evt. på samme tid, ting, som er i strid med, hvordan de ellers opfatter sig selv, og de frygter at skuffe omgivelsernes forventninger om forudsigelighed og konsistens. De opfatter sig selv som løgnere, med alt, hvad det indebærer af dårlig samvittighed. Det er ikke sikkert, at man har det sådan i andre kulturkredse. Er dette dilemma værd at leve med? NEJ! Ville Nietzsche nok sige.
Begreberne godhed og sandhed er så viklet ind i hinanden i vores kultur, at de næsten er pseudonymer. Filmen Goodbye Lenin kan anbefales.

Venlig hilsen,
Ulla Filtenborg Jensen