Hvordan kommer vi fra web 2,0 til web 0,2?
3. november 2008

Syv medlemmer havde en spændende aften. Mødet handlede om behovet for at strukturere information og at forenkle adgangen til data. Tesen var, at betydning og identitet går tabt i den strøm af fragmenterede informationer, som vi færdes i 24/7.

Emnet blev foreslået af opfinderen Palle R. Jensen, som har udtænkt det ambitiøse debatprojekt "Aspektrum" (www.aspektrum.dk). Som baggrund og inspiration havde vi desuden læst afsnittet om kompleksitet i Baade-Og Mandag (s. 148-176).

Palle havde inviteret os hjem til sin opfinderbule, så vi er nogle stykker, der føler os yderst privilegerede over at have fået et indblik i en opfinders virke (afslutningsvis fik vi lov at se Palles værksted, hvor han udtænker og laver mange af sine prototyper). Ud over at fortælle om Aspektrum gav Palle os en intro til sig selv og sit firma, nu ved vi fx, at han også opfandt en fingeraftrykslæser, den første scanner til at scanne dokumenter direkte over i en computer og RUF, hans - med egne ord - største opfindelse, ikke mindre end selve løsningen på transportsystemet (www.ruf.dk). Den vigtigste opfindelse er, ifølge Palle, Aspektrum, for som mængden af information og kompleksiteten stiger, bliver alt fortyndet, og der er et presserende behov for at samle og strukturere al den information, der spreder sig, fx via internettet. Medierne er ikke til megen hjælp, for selvom menneskets berøringssfære vokser, så bliver medierne ikke bedre til at håndtere det. Problemet er, at der debatteres uden struktur, alt flyder, om man så må sige. Med Aspektrum kan debatten styres, og udgangspunktet er ganske enkelt, at man identificerer et problem, og efter flere runder, hvor deltagerne har vægtet og kommenteret problemets aspekter, er debatten blevet "moden" - "moden" i modsætning til de fleste politiske debatter, hvad enten det er i folketingssalen eller på tv.
Efter introduktionen kastede vi os ud i en mere generel diskussion, som ironisk nok ganske fulgte de gængse naturlove for, hvordan en diskussion forløber: uden struktur. Men det betyder ikke, at det ikke var interessant.

Der blev lagt ud med påstanden om, at flere komplicerede behov medfører lavere arbejdsløshed, men denne påstand blev straks mødt med det modsatte synspunkt. Et eksempel på, at en debat ofte består to modsatrettede synspunkter (pro et contra), som parterne fremfører og argumenterer for, men at enighed sjældent opnås. Enighed er dog heller ikke målet for diskussionerne i Filosofisk Agenda, men netop den ivrige debat er drivkraften, og vi ved alle, hvor tilfredsstillende det er at få lov til at udbasunere sin mening. Måske kan Aspektrum - eller andre debatformer som fx Open Space (www.openspace.dk) - hjælpe os og andre til ligefrem at få et konkret udbytte af vores diskussioner.
Det blev påstået, at et overblik over komplekse problemstillinger kræver intuition snarere end en analytisk tankegang. Påstanden blev mødt med det synspunkt, at der er tale om et både-og, dvs. at intuitionen bygger på erfaring, så erfarne videnskabsmænd med årene bliver bedre til at overskue komplekse problemstillinger og rent intuitivt foretage det rette valg. Med afsæt i Palles arbejde på at få udviklet noget software til Aspektrum talte vi om, hvor vanskeligt det er for én programmør at overtage en anden programmørs arbejde, hvis denne pludselig forlader posten. Årsagen er, at der er tale om komplicerede programmer, som er svære at videreformidle, medmindre man "oversætter" programmerne til et mere enkelt sprog, fx vha. diagrammer - men det kræver så, at man kan tilbagekode dette nye sprog til de oprindelige komplicerede programmer. Det er også et problem, at software udviklet til en computer (eller datamat om man vil) i 1980 ikke kan benyttes i de pc'er, vi har i dag. Et andet problem, som kompleksiteten giver, er, at der er en risiko for, at chefen på en it-arbejdsplads ikke har it-forstand nok til at ansætte de rette it-programmører. Jo mere specialiseret en ansat er, desto sværere er det derfor at vide, om man har ansat den bedste. Derfor vil det være en god idé at lade de andre it-programmører deltage aktivt i udvælgelsen. Apropos ikke at besidde "nok" viden, så er det tydeligvis også et problem for de folkevalgte politikere, for besidder de mon "nok" viden til at bestemme udviklingen inden for så komplicerede områder som fx nanoteknologi og bioteknologi? Og hvad med vælgerne? Et sidste emne, jeg vil nævne fra vores aften, er standarder. En tings kompleksitet øges, fx togbaner (forskellige sporbredder, etc.) indtil en standard indføres. "Standard" lyder betonblokagtigt, men det giver også en vis frihed. Kunsten for det moderne menneske bliver i stigende grad at se bort fra alle de valgmuligheder, det konstant udsættes for (én slags stikkontakt burde være nok!). Én mente, at standarder er forudsætningen for al videnskabelig fremgang - eksemplificeret ved det binære talsystems etter og nuller. Dog er det ikke altid, at det er det "bedste", der vinder indpas som standard, og her talte vi om, at Microsofts magt er svær at overvinde. Selvom alle foretrækker at være i gang på 15 sekunder med Linux, så køber vi alligevel Vista og venter tålmodigt, for det er jo standarden...

Mange tak for en spændende aften og på gensyn i december.
Morten Klockmann

Hvadharvigangi?     bestyrelse@hvadharvigangi.dk     odense@hvadharvigangi.dk