Heidegger - noget forvrøvlet sludder?
8. oktober 2008

Mødet drejede sig om en af det 20. århundredes sværest tilgængelige og mest omdiskuterede filosoffer; Martin Heidegger (1889-1976). Det skete ud fra Heideggers professorale tiltrædelsesforelæsning: "Hvad er metafysik" fra 1929.

Mange af de tolv fremmødte var som udgangspunkt forbitrede over Heideggers uigennemsigtige sprogbrug; skulle teksten opfattes som et af de kunstværker, der udfordrer og skuffer beskuerens forestillingsevne? Var Heidegger en arrogant krukke, som ikke ville slås i hartkorn med sine kolleger? Netop det, at Heideggers tekst både på udtryks- og på indholdssiden taler imod logikken, gav diskussionen et bredt og energisk vingefang - vi kom vidt omkring.

Debatten tog farve af de forskellige positioner, som vi hver især mødte Heidegger med. Oversættelsens kvalitet var til debat, vi var inde på hvad bevidstheden er for en størrelse, og hvad selvbevidsthed egentlig er. Vi forsøgte at nærme os både Heideggers opfattelse af Intet og vores egne og fik forskellige definitioner på metafysik sat i spil.

Metafysikken var især central i en eftersøgning af, hvordan vores tankegang endnu er præget af den logocentrisme, som Heidegger evaluerer i forelæsningen. Samtidig er der sket et brud med logocentrismens ophøjelse af det, der kan måles og vejes, kategoriseres og defineres, altså med en tilgang til verden, som er ensidigt utilitaristisk og formålsrettet.

Siden Heidegger er europæerne blevet inspireret af østens holisme, i 60'og 70'erne eksperimenterede også danske psykiatere med LSD, og selv videnskabeligt orienterede mennesker er f.eks. åbne for, at telepati måske er en realitet - at vi blot endnu ikke har metoderne til at bevise telepatiens måde at fungere på.

Et emne, vi ikke kom ind på, var Heideggers forbindelse til nazismen, selvom mange nok forkaster Heideggers filosofi alene af den grund. Hvordan kunne en mand, der i den grad skrev for at vække folks opmærksomhed for tilværelsens irrationelle dimensioner og trodsede videnskabens fornuftsdogmer, selv falde i den videnskabelige udbytnings fælde, som kulminerede med koncentrationslejrenes systematiske massedrab? Måske så han i nationalsocialismens folkebevægelse en mulighed for at nå en mere autentisk urgrund - en tilstand, som kunne konkurrere med individualiseringen og metafysikkens herredømme over mennesket i Europa?

Mange hilsener - og tak til de fremmødte!
Ulla Filtenborg Jensen