Aristoteles' etik revisited
1. september 2008

Selvom Aristoteles' menneskesyn i dag er så anderledes, at det forekommer eksotisk, fungerede 1. bog i Etikken som en prisme, de fremmødte kunne bruge som både fikspunkt og spejl under samtalen om Meningen med Livet. Vi var enige om, at formuleringen "meningen med livet" er en anakronisme; i stedet må man tale om lige så mange meninger med livet, som vi er individer, og selve processen, som vi hver især gennemgår - eller løber og snubler os igennem, mens vi forsøger at finde mening med livet er på en måde det mest meningsfulde i livet i dag. Det fremgik også, at for de fleste deltagere er lykken ikke lig et lykkeligt liv, men at nedslag eller perioder af lykke forekommer i hverdagens kontinuum - lykke kan vi ikke i dag betragte som inden for rækkevidde på permanent basis. Lykken er ikke længere det højeste gode; et særligt privilegium for den mand, som lever godt og handler vel et langt liv igennem, lykken er ikke nødvendigvis lig med det virksomme liv - Ønsket om at blive lykkelig kan stadig - som hos Aristoteles, være det finale mål og den første årsag til vores gøren og laden. Men en mening med livet finder vi nok snarere i de aktiviteter, vi udfolder os i undervejs mod målet. En væsentlig forskel mellem Aristoteles' definition af det højeste gode eller meningen med livet og vores definition var, at der er sket en udfasning af altruismen eller gavmildheden fra ideen om friheden, som stadig danner basis for vores forståelse af at kunne danne mening med livet. I antikkens bystat var gavmildheden et væsenstræk ved den frie mand (ca. 5 procent af befolkningen), og dermed en dyd. Gavmildheden var en del af den frie mands potentiale, og hvis han ikke udøvede den, misbrugte han sin mulighed for at leve et meningsfuldt liv og for at blive lykkelig. Sådan ser det ikke ud i dag, vi har ikke en række dyder at efterleve, hvorigennem vi kan aktualisere vores potentiale, vi skal gætte os frem og opfinde os selv, men det sker stadig på baggrund af en forestilling om, at vi hver især er frie mennesker, uden frihed gives ingen mening.
I aftenens løb fungerede livet selv som reference for filosofien. Vi fortalte hver især om, hvad der driver os frem. Nysgerrighed, eventyrlyst og oplevelsestrang, videbegær, værdsættelse af livets muligheder, skabertrang, søgen efter mening, glæden ved selvforglemmelse og horisontudvidelse. Renæssancemennesket var et ideal, og romantikkens fortolkning af personligheden som en unik blomst, der skal udfoldes i en dannelsesproces, står stadig til troende. Blot følger dannelsen ikke stereotype forløb, som hos Aristoteles, man har potentiale, men det er ikke blotlagt i lyset af en universel fornuft, man skal selv (op)finde det. På sin vis er vi stadig fanget i den aristoteliske logik: i enten-eller, i substans og essens, finalitet og telos, vores sprogs logiske strukturer rummer ikke udtryk for de nuancer, vi oplever i konfrontationen med nutidens hav af unikke erfaringer og situationer, inkompatible fortolkningshorisonter. Men blandt deltagerne i aftes sås bevægelsen hen mod et både-og, trods vores kulturelle bagage, som siger: Adel forpligter, du må ikke spilde tiden, du skal realisere dig selv, du skal vinde status og hæder, så alle kan se, at du er noget værd, for din eksistensberettigelse hviler i dette, at du yder en indsats og får det meste ud af livet - om end måske ikke det bedste. Vi har svært ved at tænke om bag kategorierne, som en deltager bemærkede, vi præsenter os stadig med vores arbejdsrelaterede cv, men vi forsøger og kæmper hver især en kamp med kulturens byrde.

Venlig hilsen,
Ulla Filtenborg Jensen